Musica Ficta

Musica Ficta Fejrer Højskolesangene i Slesvigske Musikhus

Søndag den 23. oktober kl. 16 arrangerer Hadeslev Musikforening igen en koncert med Musica Ficta og Bo Holten. De vil ved koncerten fejre 100-året for Højskolesangbogens Melodibog i Slesvigske Musikhus.

I 1922 udkom den første udgave af Højskolesangbogens Melodibog. Redaktørerne bag var Oluf Ring, Thorvald Aagaard, Thomas Laub og Carl Nielsen. Flere år tidligere og særligt fra 1914/15 havde de to sidstnævnte, Nielsen og Laub, gjort sig bemærket med et samarbejde om at revitalisere og renovere den danske sangskat; rydde ud i romantikkens udsmykkede tonesprog og bringe melodierne tilbage til dem, som skulle bruge dem: ikke sangere, ikke musikere, men det almindelige danske folk. En snes danske viser hed den samling sange fra 1915 og 1917, som blev et fornyet manifest for den danske sang, og uomtvisteligt dannede grundlaget for melodibogens førsteudgivelse og hele traditionen, der fulgte efter.

I år 2022 fejrer vi 100-året for Højskolesangbogens Melodibog. Musica Ficta og Bo Holten markerer jubilæet med koncerten i Haderslev, hvor et udvalg af sangene gennemgås med tættekam. Koncerten byder både på kendte sange, ukendte sange, sange som kom ind og sange som røg ud. Bo Holten vil fortælle om denne helt særlige danske kulturskat, hvordan den blev til, og til stadighed holdes i live.

Musica Ficta med dirigent Bo Holten har i over 25 år dyrket den danske sang med stort engagement.

Der er adgang til koncerten fra kl. 15.30 på koncertdagen, hvor man kan købe billet for kr. 140,00. Ved abonnement til sæsonens koncerter opnås stor rabat.