Gade-Ensemblet

JAZZKONCERT MED GADE ENSEMBLET I SLESVIGSKE MUSIKHUS 26. NOVEMBER KL. 16

Man kan godt sige at Haderslev Musikforening har rystet posen denne gang: Efterårssæsonens sidste koncert i Slesvigske Musikhus på Louisevej er en vaskeægte jazzkoncert.

Gade Ensemblet består af fire unge jazzmusikere som hver især er i fuld gang med sin internationale karriere, men Jakob Gade Legatet har sat dem sammen med den bundne opgave kun at spille kompositioner af Jacob Gade, skaberen af den udødelige evergreen Tango Jalousie.

Jacob Gade Legatet er en fond hvis midler netop kommer fra indtægter fra Tango Jalousie, verdens mest spillede tangomelodi, og der deles penge ud med rund hånd hvert år til gavn for musiklivet i Danmark i alle dets afskygninger. Fonden har også til formål at bevare interessen for Jacob Gades musik, og et af initiativerne i den retning er Gade Ensemblet. Til koncerten 26. november vil der udelukkende blive spillet numre af Jacob Gade, men i nutidig jazzudgave.

Jacob Gade har især skrevet populærmusik. Han var kapelmester i 20erne og 30erne for landskendte underholdningsorkestre, først og fremmest filmmusikorkestret i biografen Palads i København, og det var oprindelig til en filmforevisning i Palads at Tango Jalousie fik sin førsteopførelse. Gade har skrevet masser af filmmusik, dansemusik, melodier til revyer, børnesange osv. Til koncerten 26. november vil publikum både kunne nyde melodier de enten genkender, eller tror de genkender, men i overraskende moderne form.

Musikerne er guitaristen Teis Semey, trommeslageren Malte Arndal, bassisten Anders Fjeldsted og saxofonisten Andreas Toftemark.

Der er løssalgsbilletter til salg ved indgangen for 150 kr. – 50 kr. for studerende og skoleelever. Døren åbnes til salen 15.30